Kære forældre, bedsteforældre og andre interesserede
Invitation til afslutning på projekt Første Verdenskrig
Torsdag d. 8. november fra kl. 16-18 på Svenstrup Friskole
afslutter vi årets første tværgående projekt, der handler om Første Verdenskrig. Hele skolen er involveret og der arbejdes på tværs af både klasser og fag.
Hele uge 45 skal eleverne på Svenstrup Friskole beskæftige sig med Første Verdenskrig.
Anledningen til projektet er, at det 11. november 2018 er præcist 100 år siden Første Verdenskrig sluttede. Helt særligt for folk på Als og i Sønderjylland er, at de i 1918 var tyske statsborgere og at fredsslutningen efter krigen fik aktiveret §5 i Prager freden efter krigen i 1864 og dermed gav sønderjyderne mulighed for at stemme sig tilbage til Danmark.
Eleverne i indskolingen skal arbejde med at det ikke er en selvfølge at være dansk og at deres bedste- eller oldeforældre kan have været (tvunget) i krig på tysk side. De skal derfor arbejde med deres stamtræ, med det sønderjyske kaffebord, med sprogene dansk/tysk og med grænserne før, under og efter krigen.
Eleverne på mellemtrinet skal arbejde med livet og dagligdagen for den almindelige dansker/tysker samt den teknologiske udvikling af bl.a. krigsmaskiner og fødevareproduktion under krigen. De skal også arbejde med tankerne bag det sønderjyske kaffebord og evt. lokale begivenheder i tiden 1914-18.
Udskolingseleverne skal arbejde med de politiske aspekter af krigen, herunder også genforeningen i 1920. Hvilke alliancecr var der før og efter krigen, hvilke lande opstod og hvilke forsvandt? Hvorfor bliver 1. Verdenskrig kaldt en skyttegravskrig?
Alle eleverne bidrager med smagsprøver på krigens produkter, både fra gullashkanonen og det sønderjyske kaffebord, så der bliver mulighed for at købe en forfriskning eller et let aftensmåltid i løbet af de timer præsentationen af projektugens arbejder foregår.
Vi håber at se rigtig mange af jer til dette arrangement.
Elever og medarbejdere på Svenstrup Friskole